We have arrived!

Så er vi knag’me kommet til Grønland! 🇬🇱
Rejsen herop var lige så udmattende, som jeg havde forestillet mig! Og så gik det endda over al forventning. 

Drengene var et langt stykke hen af vejen super søde og tålmodige. Men når man skal sidde stille i SÅ lang tid ad gangen, ja så er det lidt svært. Især for en på 2,5 år! 😊😬

Og til dels også en på 4 år.. knapt så meget for ham på 7 år, så

længe han fik lov at sidde med sin iPad 🙈 

På det kæmpestore Atlanter-fly sad vi allesammen på vinduespladser bag ved hinanden. Men da der kun var plads til at sidde 2 og 2, skulle Cornelius sidde sammen med en anden rejsende. En super sød ung kvinde, som fik sig en lille snak med ham i ny og næ. 😁

Elliot og Mattheus skiftedes lidt til at sidde sammen med hhv. Martin og jeg. Der var en del uro omkring dem, men de var både spændte, trætte og lidt oppe at køre på én gang. 

Da vi landede i Kangerlussuaq var der ikke meget batteri tilbage på hverken Martin eller jeg. Det tror jeg heller ikke, der var på drengene. De gik dog i overdrive i stedet, og kørte rundt på væggene i samtlige 50 min., hvor vi ventede på, at kunne boarde flyet til Nuuk. Safe to say, at det var dejligt, da vi endeligt kom på det lille DASH-8 fly. ✈️

Et meget mindre fly med 9 rækker. På den sidste (9. række) var der 5 sæder lige ved siden af hinanden - ligesom på en skolebus. 😁 

Hér skulle vi sidde. Vi kom op i luften, og jeg skal love for, at der var smæk på. 

Vi var allesammen lidt utålmodige, og trængte til at komme frem. 

Efter en lille time i luften lander vi i Nuuk. Og der er knald på drengene 🤦🏼‍♀️ Det er nyt og spændende det hele - og det er svært at være i kroppen med alle de mange følelser. Mattheus kommer op i viklen igen for 3. gang på rejsen. Der finder han bedst ro, når der sker så meget. Og så er det ét barn mindre, jeg skal sørge for at have med mig 😅

Da vi får vores bagage begynder jeg - med Mattheus i viklen - at lede efter den lille nøgleboks i afgangshallen, hvor vores lejlighedsnøgle skulle ligge. 🗝 Men.. boksen er tom!! 

Lige dér får jeg lyst til at skrige højt! COME ON!! 

Nå.. hvad f.. gør jeg så?? Ud og finde Martin igen - give den dårlige nyhed. Drengene ruller med øjnene og bliver lange i hovedet. Ingen magter mere. Mattheus bliver tungere og tungere i viklen. Han er træt nu! 😴

Jeg går tilbage til afgangshallen, og spørger random mennesker, der arbejder i lufthavnen, om de ved noget, om de nøglebokse, der er. Ingen ved noget.. Jeg fisker et stykke papir op af tasken med diverse oplysninger, jeg har fået fra boligadministrationen - med blandt andet deres telefon nummer. ☎️📞 

Meeeen.. mit danske nummer virker ikke i Grønland 🙄 så jeg må tilbage til en uskyldig medarbejder i lufthavnen og spørge, om jeg må låne en telefon af ham.. 

Sød som han er, låner han mig en telefon. Jeg kan godt se, at det er lidt ubelejligt, for han vil gerne videre med sit arbejde, men han siger ikke noget - han kan vel se desperationen lyse ud af mig 🥲 

Endeligt får jeg fat i nogen, men de kan ikke finde nøglerne. De ved ikke, hvorfor de ikke er blevet kørt til lufthavnen, for jeg står godt nok på listen.. hm.. minutterne går.. og endeligt finder de nøglerne. De vil køre ud med dem til os. 

YES! 

35 min. senere har vi fået nøglerne og sidder i taxa’erne på vej ud til lejligheden. 🚕🚕 og ja - vi var nødt til at sidde i to, da vi ikke kunne være i 1, og vi havde ikke mulighed for at ringe efter en stor taxa 🙄🙄 

- og vi gad fa… heller ikke vente længere 😂 

Vi kom frem til lejligheden, og hvad der ellers er sket de seneste par dage af diverse set-backs 🙈 

Det bliver en historie til en anden dag 😅😁

Vi læses ved 

// Henriette