Bådtur🚤
For halvanden uges tid siden var hele banden ude og sejle med Nuuk Water Taxi. Det var en tur, som var planlagt til 3 timer, og med guider og det hele 😁✌🏻 Planen var egentligt, at vi skulle have set hvaler, men jeg kan allerede nu afsløre, at vi ikke fandt nogen 🙄 🐳
De havde simpelhent gemt sig for godt. Og det var på trods af, at de selvsamme guider havde spottet hvaler dagen forinden. 🤷🏼♀️
Vi var så heldige med vejret! Ugen op til - og også ugen efter - var der gråt, trist og regnfuldt. Men lige den dag, hvor vi stævnede ud, skinnede solen fra en skyfri himmel, og vandet var helt blikstille. 😮
Humøret var højt og optimismen i top! Vi var på tur med skipper Malene, og styrmand Hans-Jørgen. Og lad’ jer ikke narre af navnene! De var grønlændere, meget stedkendte og vante til livet på havet. 🙌🏻
Imens vi spejdede efter hvaler, og sejlede rundt om bjerget Sermitsiaq, fortalte de vidt og bredt: om Nuuk, den gamle kolonihavn, nedlukning af små bygder, det ”nye” fængsel, fiskeri, hvaler, hvordan koloniseringen har påvirket - og til stadighed også - påvirker det grønlandske folk. De viste os det smukke landskab fra søsiden. Vi så isbjerge, vandfald, og et af de ældste bjerge i verden.
Drengene var så gode og tålmodige - langt hen af vejen. De lyttede, de spurgte, de snakkede, de kiggede, og de oplevede. 💙
Da vi var ca. 2 timer inde i vores sejltur, faldt Mattheus i søvn i mine arme. Alt den friske luft, og den stille vuggen fra havet fik lullet ham i søvn. 😴❤️ Han sov næsten hele vejen hjem til havnen, og imens fik både Cornelius og Elliot lov til at sidde forrest - på styrmandens plads. Dét synes de var sejt.
Malene og Hans-Jørgen var så søde. Det var jo ikke just en rolig tur med de 3 tornadoer 🌪 med ombord. Men de tog alle deres udbrud, deres trykken-snuden-mod-ruden-så-de-blev-snavset, deres 100 runder på båden osv. med et smil og ophøjet ro. Det var så dejligt, at der var “plads” til dem, og at det var ok, at de var drenge med krudt i numsen. 🍑☺️
Da vi kom tilbage på land, havde vi desværre ikke set nogle hvaler, men vi havde stadig fået en ordentligt én på opleveren! ☺️ Og jeg synes faktisk, at billederne taler lidt for sig selv 😁
Vi læses ved
// Henriette
Kommentarer
Send en kommentar